Utidig omhu

Kun få kan forstå, hvorfor regeringen kører stædigt på med sine planer om at øge ”arbejdsudbuddet” (man mener ”arbejdskraftudbuddet”), når vi har 160.000 arbejdsløse plus et ukendt antal titusinder på diverse andre ordninger udenfor arbejdsmarkedet. Man taler om at afskaffe helligdage, sløjfe betalt frokost o.s.v., selvom der er rigelig med ledig arbejdskraft og vil være det i adskillige år fremover.

Hvorfor denne emsighed, der kun kan kaldes ”utidig omhu”? Hvorfor ikke vente med at dreje, til vejen også drejer? Man kunne jo i stedet lægge masser af planer for øget arbejdskraftudbud klar, men vente med at bruge dem, indtil de eventuelt blev relevante?

Den eneste forklaring, jeg kan finde, er, at man i regeringens inderkreds arbejder med en ejendommelig økonomisk teori, hvorefter et øget udbud af arbejdskraft vil give øget nationalprodukt og øgede offentlige indtægter – den samme forestilling, der lå bag den nu forladte 12 minutter om dagen-plan. Denne teori er grebet ud af den tomme luft. Hvis den var sand, ville der jo ikke være nogen arbejdsløshed!

Sagen minder om betalingsring-fiaskoen: Regeringen ville bekæmpe en påstået privatbil-trængsel i København, som kun opleves, fordi kommunen i årevis har besværliggjort forholdene for bilerne, og fordi der i disse år er en usædvanlig anlægsaktivitet, der generer trafikken. De faktiske tal viser, at trafikken i bymidten er faldet, og de prognoser, regeringen støttede sig til, viser sig nu at være fejlbehæftede!

Det egentlige problem er åbenbart, at der flere steder i regeringens inderkreds er hårde klumper af forstenet socialisme, som også skal tilgodeses, så meget mere, som regeringen på de fleste områder nu fører den samme borgerlige politik som den forrige regering.

P.S.: Jeg har været afskåret fra min blog i nogle uger, fordi jeg pludselig, efter nogle meddelelser, jeg ikke kunne gennemskue, ikke mere kunne komme ind i min blog. Jeg er ikke den store IT-nørd, så det tog nogle uger, før jeg konkluderede, at når bloggen blev drevet af Google, ville det måske hjælpe, hvis jeg brugte Googles browser, Chrome. Så jeg fik den installeret, og nu kører det igen. Jeg oplevede noget tilsvarende for et par år siden med min daværende Hotmail, der blev spærret af Microsoft. Min reserve-mailadresse vedrørte min tidligere arbejdsplads, som jeg havde glemt at flytte henvisningen væk fra, så alt var fastlåst. Derefter gik jeg over til Gmail.

Når Politiets Efterretningstjeneste rydder op

Der er i denne tid nogen opmærksomhed omkring Politiets Efterretningstjeneste, PET. Under den kolde krig fra slutningen af 1940’erne frem til Murens fald i 1989 har PET løbende fulgt den yderste venstrefløjs aktiviteter og naturligvis nedskrevet sine observationer. De registrerede aktiviteter har åbenbart befundet sig på begge sider af straffelovens grænser. Efter 1968 – nærmere betegnet i 1971 – besluttede Folketinget, at PET ikke måtte registrere personer for lovlig politisk aktivitet. Dette har PET åbenbart haft svært ved at overholde, for i midten af 1990’erne beordrede den socialdemokratiske justitsminister, Bjørn Westh, PET til at slette de registreringer af lovlig aktivitet, som man lå inde med.

Umiddelbart ser dette fornuftigt nok ud. Men hov – hvis folk er registreret for lovlig aktivitet, hvad er så det store problem? I et demokrati vil det aldrig kunne komme dem til skade. Og i vor Google-tidsalder er alle, der ytrer sig offentligt, egentlig registreret i de store, kommercielle databaser.

Men naturligvis skal loven overholdes. Fremadrettet. Men de ulovlige registreringer, der er sket, udgør jo fejl hos PET. Når PET sletter de registreringer, sletter PET jo dokumentationen for egne begåede fejl. Er det i orden? Hvad hvis Forsvaret klarede klagerne over Irak-fangerne på samme elegante måde? Nej, vel?

Men hensynet til de ulovligt registrerede? Hvis de ikke har foretaget sig noget ulovligt, kan de vel være ligeglade med, om de optræder i nogle i øvrigt utilgængelige arkivmapper fra over 20 år siden.

Dertil kommer, at alt dette materiale har stor historisk interesse.

Sagen bliver yderligere spændende ved, at en historiker for nylig har fundet oplysninger i andre arkiver i udlandet, der indikerer, at en kendt dansk venstrefløjsperson har været aktiv Stasi-agent under den kolde krig. Mon PET har haft oplysninger om vedkommende, som måske nu er slettet – naturligvis, fordi PET ikke kendte til personens ulovlige aktivitet?

Lad os nu få sandheden frem! Eller argumenter for, hvorfor den ikke må komme frem.

Depressionen i de sydeuropæiske Euro-lande

De seneste arbejdsløshedstal fra Euro-stat vakte ikke større opmærksomhed. I alle Euro-landene er arbejdsløsheden i februar 2012 steget til 10,8%, lidt mere end i de øvrige EU-lande udenfor Euro-zonen. Men i de sydeuropæiske Euro-lande er arbejdsløsheden meget højere: I Grækenland 21%, i Spanien 23,6%. Det er niveauer, som man skal tilbage til Verdenskrisen, Den store depression i 1930’erne for at finde magen til. Men det tager meningsdannerne ganske roligt. Formentlig, fordi arbejdsløsheden i de nordlige Euro-lande er meget lavere: 5-6 %.

I stedet noterer man med tilfredshed, at ”Euroen er blevet reddet” igen-igen ved en nylig aftale om at forhøje lånerammen for nødlidende Euro-regeringer til 800 milliarder Euro.

Men – som jeg har skrevet før – dette redder ikke de arbejdsløse i Sydeuropa, tværtimod. Den såkaldte Euro-krise har jo ikke noget med Euroens stilling på verdens valutamarkeder at gøre – der er ingen problemer, og i øvrigt er de store valutaer i dag flydende overfor hinanden, så der kan spekulanter som Georg Soros ikke hente noget. Krisen handler kun om de sydeuropæiske Euro-landes mangeårige underskud på statsregnskab og betalingsbalancer. De er hidtil blevet finansieret alt for automatisk af markederne, fordi man har lullet sig i søvn i troen på, at Euro-deltagelsen ville fjerne alle risici. Statsobligationerne er blevet købt af de samme finansfolk, som i sidste ende skabte finanskrisen i 2008 ved at give enorme boliglån til amerikanske huskøbere, der ikke havde råd til dem, kanaliseret gennem indviklede transaktioner, som de ikke kunne gennemskue.

Nu er markederne vågnet op til virkeligheden, og flere af Euro-landene i Sydeuropa kan hverken finansiere de løbende underskud på normal vis eller refinansiere de mange års opsamlede gæld. Derfor de nylige gældsnedskrivninger og lånearrangementer.

Samtidig er de ramte lande blevet nødt til at gennemføre kraftige deflations-tiltag: Nedskæring af de offentlige udgifter, forhøjede skatter og reduktion af lønningerne. Det er i sig selv nødvendigt, men det er Euro-deltagelsens skyld, at det er sket så sent og så voldsomt. Landene har i alt for mange år kunnet føre en politik med statsunderskud og høj inflation i ly af Euro-deltagelsen.

Det, disse lande har brug for nu, sammen med de nævnte deflationære tiltag, er devaluering af deres valutaer til et niveau, der gør deres virksomheder konkurrencedygtige. Men de ønsker stædigt at forblive i Euroen, og de mere heldigt stillede Euro-lande vil stadig gerne låne/betale for det.

Prisen for denne stædighed er en højere arbejdsløshed i de sydeuropæiske lande, en arbejdsløshed, der nu er ved at nå niveauerne fra Verdenskrisen i 1930’erne. Er der slet ingen, der bliver bekymrede, set i lyset af den politiske uro, der fulgte dengang? Eller bare bliver bekymrede for alle de unge mennesker, der aldrig får en ordentlig start på deres arbejdsliv?

Hjemstavnsfornemmelse – fædrelandskærlighed - patriotisme

I dag er det den 2. april, en dato, der de sidste to hundrede år er blevet fejret som en mindedag for Slaget på Reden i 1801. I vor historieløse tid er dagen ved at gå i glemmebogen, men den er tidligere blevet mindet – ligesom årsdagen for Stormen på Dybbøl d. 18. april 1864.

De to datoer er blevet husket med god grund. Slaget på Reden betragtes af den gamle flådesupermagt Storbritannien som et af deres tre vigtigste – og vanskeligste - søslag, og forsvaret af Dybbøl-skanserne er af en fransk krigshistoriker blevet sammenlignet med spartanernes kamp ved Thermopylæ. Men de sidste par generationer har kulturradikale historikere hånet højtideligholdelsen og ment, at danskerne er latterlige, fordi vi ”fejrer vores nederlag”. De forstår ikke, at det er vores forfædres indsats, vi har fejret – også selvom kampen var håbløs, mod den tids supermagter.

Dette knytter direkte an til en film, der har optaget mig en del den sidste måneds tid – filmen om Hvidsten-gruppen. For den handler jo om det samme: Almindelige hverdagsdanskere, der finder sig i kamp mod en overvældende fjende, men som alligevel vælger at tage kampen op – og betaler prisen uden at klynke. Filmen er for længst blevet en fortjent succes, og hold efter hold af tilskuere går fra biografen dybt grebet.

Det kunne tyde på, at nationalfølelsen, som kulturradikale, socialister og EU-tilhængere havde troet død og begravet, alligevel lever i bedste velgående. Vores nyfundne stolthed over vores militærs indsats i Afghanistan, Afrikas Horn og Libyen – uanset hvad man mener om selve projekterne – peger i samme retning.

Interessant i denne sammenhæng er det også, at vinderen af Berlingskes konkurrence om Læsernes Bogpris 2012 blev H. E. Nørregård-Nielsens værk om Limfjorden. Bogen er en hyldest til hjemstavnen.

Måske er tidsånden ved at vende, men det er ikke alle skønånder, der helt kan være med. Apropos Hvidsten-gruppe-filmen skrev jeg følgende læserbrev til Weekendavisen – det blev selvfølgelig ikke trykt:

  ”12. marts 2012

Weekendavisens anmeldelse af filmen om Hvidsten-gruppen d.2. marts 2012 er overvejende positiv, men anmelderen mener dog, at filmen ”mangler noget helt essentielt”, nemlig at forklare og illustrere de patriotiske motiver, der fik modstandsfolkene til at sætte livet på spil.

Det er jeg helt uenig i. Filmen lader Marius Fiil sige i en central replik: ”Vi kan dog være enige om, at det er bedst at være herre i eget hus.”  Flere andre steder i filmen siges noget lignende, f.eks. da der lyttes til Buhls herostratisk berømte radiotale.

Disse replikker illustrerer tydeligt nok, at det var fædrelandskærlighed, patriotisme, der drev disse mennesker. Det udtrykkes jævnt og ligetil, uden nogen svulstighed, men så meget mere klart og ægte. Også på det punkt er filmen fremragende. Og der er ikke behov for at sige mere, end der bliver sagt.

Hvad forklaring på patriotisme angår, er følelsen jo ikke en konstruktion fra nationalromantikkens tid, som 68’erne og før dem hundrede års radikale historikere har påstået. Den er vel nærmest tidløs og biologisk begrundet: En naturlig modstand mod, at en fremmed og fjendtlig stamme trænger ind på ens egen stammes territorium. Også det fremgår af filmen.”

   

Danmarks Skandale-Radio

I går havde Danmarks Radios TV-avis så igen et indslag, som de konsekvent selv betegnede som en skandale-sag. Det handlede i al sin enkelhed om, at Hærens M113-pansrede mandskabsvogne (PMV) i Afghanistan ikke ydede tilstrækkelig beskyttelse mod vejsidebomber, hvor sprængladningen rammer vognen nedefra. Derfor havde Forsvarets Materielkommando i al hast gennemført et ombygningsprojekt, hvor bunden på et antal PMV’er blev forsynet med ekstra pansring. Dette medførte i sagens natur, at frihøjden inden i vognene – der i forvejen er begrænset – blev nogle centimeter mindre, hvorfor den højeste fjerdedel af soldaterne ikke uden besvær kan være i dem. Derfor har Forsvaret nu iværksat et yderligere ombygningsprogram, hvor man hæver taget i disse PMV’er.

Dette præsenterer DR som en stur, stur skandale.

Selvfølgelig havde det været bedre, hvis man fra starten havde iværksat begge ombygninger. I stedet satte man straks forstærkningen af bunden i værk, fordi det drejer sig om liv og førlighed for soldaterne. Alt andet ville derimod have været en skandale. Det forløb, der nu har været, har blot været lidt uhensigtsmæssigt – måske næsten uundgåeligt, når det skulle gå stærkt.

Men sagen er jo også blot blevet pustet op i DR, fordi den egner sig i den fortløbende kampagne mod Forsvaret, der påstås at være særlig skandaleramt og dårligt ledet. Det seneste eksempel var anklagen mod generalløjtnant Kiærskou, der påstodes at have fusket med tallene for fanger taget i Irak for adskillige år siden. Jeg omtalte sagen i min post fra 9. februar 2012. Nu er sagen mod Kiærskou ved at falde helt fra hinanden, uden konsekvenser for de journalister og politikere, der hoppede med på anklage-vognen.

Kampagnen mod Forsvarets ledelse kan sammenlignes med DR og andres mangeårige kampagne mod atomkraft. Blot et toilet på Barsebäck blev tilstoppet, ryddede man forsiderne og talte om ulykkesramte værker. Journalisterne af i dag har virkelig deres egne dagsordner.

Den egentlige skandale med hensyn til Forsvaret er snarere, at det er ved at blive helt ensidigt indrettet til at udføre den slags politiagtige kampagner, som vi ser i Afghanistan og ved piratjagten ved Afrikas Horn. PMV’erne bliver nu store og klodsede, og vi anskaffer pansrede lastvogne og store fregatter, der kun egner sig til disse ret ensidige indsatser mod en let bevæbnet modstander. Hvis vi en dag igen skal kæmpe mod en egentlig fjendtlig hærstyrke, får vi en brat opvågnen: Vi er nu næsten uden artilleri og luftværn, med store, klodsede køretøjer og skibe. Og denne udvikling er endda startet af officerskorpset selv.

Færø-modellen og skattereform

I denne tid arbejder regeringen på et forslag til en skattereform, der skal sænke skattetrykket på arbejdsindkomster. Det ideelle ville så være, at denne skattenedsættelse blev finansieret, som det hedder, af en tilsvarende reduktion af de offentlige udgifter. Erhvervsstøtteordninger har været nævnt som en besparelsesmulighed.

I debatten har man også ledt efter nogle andre skatter, der kan sættes op i stedet. De fleste andre skattearter må anses for udelukket, så derfor har nogen nævnt, at man kunne fremrykke beskatningen af pensionsopsparing – den såkaldte Færø-model. I dag er opsparing på pensionsordninger som hovedregel fradragsberettiget i indkomsten, så den ikke indgår i den beskattede indkomst. Til gengæld beskattes pensioner, når de bliver udbetalt. Der indbetales ca. 130 milliarder kr. om året, og de opsparede midler summer op til over 3.000 milliarder.

Hvis man fremrykkede beskatningen af disse pensionsmidler, så de blev beskattet ved indbetaling og så var skattefri ved udbetaling, ville statsfinanserne blive forbedret med 50-60 milliarder kroner.  Men man må kraftigt advare mod denne løsning. Den ville jo indebære, at der blev flyttet milliarder ikke bare fra fremtidig dækning af statens udgifter til nutidig skattelettelse. Den ville også her og nu betyde, at der blev flyttet de nævnte milliarder fra opsparing til forbrug. Da krisen nu er under nedtrapning, ville det være det dårligst tænkelige indgreb, der for alvor ville destabilisere obligationsmarkedet og true kronekursen.

Der er ingen nemme løsninger. Det er kun de gamle dyder, der holder.